Drømmefisken

Der stod han. Han stod på den højeste bakke i miles omkreds og skulede. Spejdede efter bare en enkelt døgnflue. Hans følelser var underlige og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på ham. Hver weekend havde han stået på præcis samme bakke og holdt øje uanset vejret. Han var klar hvis det magiske øjeblik skulle ske. Han vidste ikke hvornår det ville ske. Han kunne bare håbe og vente på, at naturen skulle gøre det for ham. Dagene blev til nætter og han kunne ikke sove. Han ville ikke misse det helt store øjeblik så han lå og tænkte på sidste sæson. Han følte sig høj for det var det fiskeri han elskede. Det som var hans drivkraft og det som han havde helt for sig selv.

De andre børn i skolen syntes nemlig han var underlig og speciel for hver dag efter skole gik han hjem og kastede med flue og bandt fluer. De andre syntes han var nørdet men han var ligeglad for det var hans hobby. Selvom han ikke følte sig hjemme i klassen kunne han godt lide at være i skolen. Hans biologilære var nemlig lystfisker som ham selv. Hvert frikvarter snakkede hans lære om den ene store ørred som gemte sig under brinken i den lille nordjyske å. Drengen var fanget i drømmeland hver gang hans lære fortalte ham og ørreden under brinken. Læren vidste præcis hvor fisken stod og hver gang han fortalte historien til drengen, blev læren som et lille barn.

Skoledagene for drengen nærmede sig sin afslutning og sommerferien var nær. Han vidste godt hvor han ville tilbringe sin sommerferie. Når de andre elever fra klassen snakkede om sommerferie lyttede han slet ikke. Selv på lektionerne lyttede han ikke, for han tænkte på om det magiske øjeblik skulle ske. Hver dag når klokken ringede og eleverne havde fri, cyklede drengen væk fra skolen og ned ad den lange grussti. Hver gang med håbet om at naturen var på hans side i dag. Turen ned af grusstien var lang og han cyklede så hurtigt han kunne for han ville ikke misse den første Ephemera Danica. Da han endelig kom frem og stod på bakken, tog han polaroidbrillerne frem og spottede efter en lille korsformet flue som skulle lave sin parringsdans op og ned af åen. Han vidste godt hvad det ville ske når døgnfluerne klækkede og det var derfor han ventede på det magiske øjeblik. Denne dag så han dem ikke og han kunne ikke forstå det. Han gik fortvivlet tilbage til sin cykel og cyklede langsomt hjem i det svage aften sollys.

Endelig kom dagen. Dagen derpå hvor han fik sommerferie. Det var som at blive løsladt fra fængslet syntes han. Alle de andre sagde farvel til hinanden mens drengen cyklede så hurtigt hjem han kunne. Han boede på en lille gård hvor han havde massere af ro og tid til at forberede sig for han ville ikke være uskarp når magien gik i gang. Hans forældre gav ham lov til det meste selvom han ikke var mere end bare 15 år.

Det blev aften og han var spændt. Hans mor havde pakket en stor madpakke så han kunne klare sig et par dage ude ved åen. Han pakkede selv sit telt og alt det nødvendige for at klare sig. Han tog tasken på ryggen og cyklede ud til åen. Vejen derud var lang og der var varmt men han skyndte sig for han ville simpelthen ikke misse øjeblikket. Endelig var han nået til den lange grussti. Nu bankede hans hjerte rigtigt hårdt og han var spændt. Var det i aften hans drøm skulle gå i opfyldelse?

Græsset på højen var trampet ned. Han satte fødderne på præcis samme sted hver gang. Han vidste præcis hvordan naturen var omkring ham. Det interesserede ham egentlig ikke så meget, han holdt bare øje med åen. Han kunne så alle åens sving fra dette sted og hver en døgnflue som viste sig afslørede sig selv, hvis den kom.

Skyerne trak sig sammen og et uvejr var på vej vestfra. Han krøb ind i teltet og ind i sin sovepose. Øv tænkte han og lavede sit forfang klar hvis klækningen skulle ske i morgen når han vågnede. Han gjorde alt klart. Satte hjulet i hjulholderen, snørede linen igennem øjnene på kulfiberstangen og bandt den største Danica imitation på hans 0,16mm spids. Han lå længe og tænkte på fejlkilder ang. hans fluegrej, men han følte sig klar og var ihærdig. Dråberne på teltdugen var kraftige og han talte hver og en indtil han pludselig faldt i søvn.

Tidligt næste morgen kunne han høre noget som summede og slog på teltets yderste lag. Han for ud af soveposen og ud af teltet. Hans hjerte stoppede brat i få sekunder. Der så han hvad som havde summet udenfor. Han troede ikke sine egne øjne og blev overrasket. Naturen havde lavet en lille fin skabelse af en døgnflue. En ægte Ephemera Danica og nu sad han med den i hånden og nærstuderede den. Han troede virkelig ikke sine egne øjne. Skabelsen var så lille, fin og diskret og det var det han havde længtes efter siden sidste sommer.

Et hurtigt kig ned mod åen viste et utal af døgnfluer som var klækket efter uvejret. Nu blev han høj og kiggede på hans drivkraft. Han var i drømmeland. Langt væk i drømmeland.

Nu stod han ved åens bred og kiggede op af åen. Græsset var højt og han havde vand til knæerne. Ca. femogtyve meter opstrøms fra ham var et træ som hang ud over åen. Vandet var spritklart og han kunne se hver en standplads i åen. Døgnfluerne sværmede rundt omkring ham og han var så optaget af dem, at alt andet i verden var ligegyldigt. Her følte han sig hjemme selvom han var langt hjemmefra og der var ingen kære mor. Det havde han heller ikke brug for, for pludselig hørte hans øre noget som hans hjerne ikke forstod. Lige ude foran træet skete der noget. Han drejede forsigtigt hovedet og skuede opstrøms. Der var bølger på åen. Var det en ringende fisk som spiste døgnfluer, eller hvad var det? Han turde ikke håbe på det for hvis det var, var hans sommer reddet.

Fisken stod så sandelig og spiste døgnfluer ude midt i åen. Et ikke så sjældent syn men fisken var svær. Det var ikke nogen lille fisk for hans øjne var trænet fra sidste års tørfluefiskeri, så han kunne se forskel imellem størrelserne på fiskene. Han måtte over på den anden side af åen, da det var umuligt at kaste til fisken fra denne side. Han måtte hoppe i vandet længere nedstrøms for ikke at skræmme fisken. Han var gennemblødt men det betød ingenting, da han kom frem og fisken stadig spiste de så uskyldige døgnfluer på den glatte overflade. Han fulgte den ene efter den anden døgnflue ned mod fisken. Han viste præcis hvilket kast han skulle anvende og hvor fluen skulle præsenteres fra, for ikke at skræmme fisken.

Han krøb langsomt frem med fisken med stangen i munden og med armene plantet i jorden. Han kravlede så langsomt og holdt øje med den store ørred som spiste og ikke følte nogen frygt. Han var nu seks meter nedstrøms for fisken og var parat til at lave et fint faldskærmskast til fisken. Han tog den massive tørflue ud af stangøjet og trak forfanget ud igennem øjerne. Den grønne neutrale WF-line trak han af med forsigtige ryk for ikke at skræmme fisken og han følte sig velforberedt.
Nu var tiden inde til at kaste til fisken. Han lavede ikke mange vindkast for fisken måtte absolut ikke blive skræmt. Nu havde han elleve meter line ude og var klar til at præsentere hans flue flere meter opstrøms for fisken. Fisken ringede stadig og han placerede sin store tørflue opstrøms for fisken. Forfanget strakte sig og fluen drev langsomt ned mod fisken. Han glemte at blinke med øjnene for nu var han spændt. Fluens drev følte som en evighed for ham og pludselig var fluen væk i en skvulp. Hans verden stod stille. Han følte sig som verdens heldigste dreng da han løftede stangen i en rolig bevægelse og mærkede krogen sætte sig i fisken. Han troede han var med i en drøm, men det var virkeligheden. Nu stod han der med drømmefisken for enden af linen og den kæmpede en hård kamp. Fiskene lavede flere saltomortaler i luften og lavede vilde udløb både op og nedstrøms. Han kæmpede hårdt med fisken og stolte på sit forfang som han selv havde bundet.

Der lå fisken. I hans lille net som var et perfekt størrelse ørrednet med gummimasker for at gøre så lidt skade på fisken som muligt. Han sørgede for at holde fiske i vandet hele tiden og kunne ikke holde øjnene væk fra den. Den var så smuk og velskabt. Dens smukke store røde prikker og den spidse halefinne var som sendt fra himlen. Han havde aldrig set så smuk en fisk før og nu lå den i hans net. Han fandt sin piang frem fra tasken og tog krogen ud med et snuptag. Krogen efterlod kun et fint lille hul da modhageren var klemt ind. Han målte fisken hurtigt og turde ikke kigge. 56cm skønhed lå i hans net. Hvilken drømmefisk og så endda på tørflue. Det var tide at fisken skulle svømme tilbage til sit rette element. Han ville bare lige have et sidste kig på den så velskabte og smukke fisk.

Han løftede fisken ud af hoven, støttede den massive fisk under bugen og satte dens hoved op imod strømmen. Strømmen for ind igennem munden og ud af gællerne. Han mærkede små stød fra fisken og han var klar til at lade den gå. Halen gled langsomt ud af hånden på ham og han var lykkelig. Han så den store ørred svømme tilbage på præcis samme plads som hvor han krogede den. Der stod den så fint og bevæge sig imod strømmen. Han var lettet. Hans sommer var reddet. Han samlede vand med hans hænder og kølede sig ned i ansigtet for der var varmt. Han samlede sine knytnæver og rakte dem langt op i luften og skreg af glæde.

Lämna ett svar

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *